I 2022 styrtede jeg på cykel og havde efterfølgende kronisk hovedpine. Den begivenhed vendte op og ned på mit liv og kastede mig ud i en eksistentiel krise. Da jeg var allerlængst nede, gav jeg op. Ikke på livet, men på mine bestræbelser på at være alt det, jeg oplevede, at der forventedes af mig. Jeg kastede håndklædet i ringen og erkendte, at min eneste mulighed for at se lyset igen, var ved at være ubetinget autentisk og følge den eneste gnist, jeg mærkede i mit indre: Kunsten. Igennem mine malerier fik jeg livsglæden tilbage og min skabertrang blev til en besættelse. Overalt omkring mig ser jeg nu mennesker, som lever hvert deres menneskeliv, og jeg synes, det er uendeligt fascinerende og ærligt talt bedårende. I min kunst gengiver jeg bidder af den fjollede skønhed, der viser sig, når man slipper forventningerne og observerer det, som er.
Signe, livsglad kunstsamler
Hvis du forelsker dig i et maleri, sender du blot en mail eller en besked via kontaktformular eller SoMe, og så aftaler vi en fremvisning, forsendelse/afhentning og betaling, som enten er via MobilePay eller bankoverførsel.
Priserne er faste, men ved køb af flere værker får du 15% rabat.
Ja, med stor fornøjelse!
For at processen bliver så god som muligt, har jeg en fast rammestruktur: Vi tager os god tid til sammen at finde frem til det helt rigtige motiv og den bedste komposition. Derefter er den kreative proces i mine hænder. Du får et par opdateringer løbende og har mulighed for at bede om én rettelse. Vil du have flere rettelser, koster det 500-1000 kr. pr. større rettelse, da det ofte indebærer mange ekstra arbejdstimer for mig. Sædvanligvis er dette dog ikke nødvendigt, da vi forventningsafstemmer grundigt og skitserer værket, inden selve maleprocessen går i gang.
Kontakt mig via kontaktformularen eller send en besked på Instagram med din forespørgsel og så finder vi ud af noget.
Nogle af malerierne er lavet på genanvendte lærreder med tilhørende rammer. Hvis du ønsker en anden ramme, kan jeg montere en for dig mod merbetaling eller du kan få værket leveret uden ramme og selv købe en ny ramme.
Prisen på værker med en original ramme ændres ikke, såfremt du ikke ønsker rammen, da den som udgangspunkt ikke kan anvendes til andre lærreder og derfor blot bliver kasseret.
Ja, de fleste af mine værker kan godt sendes forsvarligt til hele landet. Fragtomkostninger er ikke inkluderet i prisen, men er sædvanligvis under 100 kr.